Danske gilder kan hjælpe Gambias børn og unge til at klare sig selv
»Hjælp til selvhjælp« har altid været nøgleord for det projekt, som Sct. Georgs Gilderne i Danmark har med det vestafrikanske land Gambia. Gennem årene har danske gildebrødre over hele landet været aktive i større eller mindre grad med at støtte projektet og tage del i arbejdet med at skaffe udstyr, midler og andre ting til Gambia.

Vores indsats med bl.a. at sende brugt dansk hospitalsudstyr, skolematerialer, skrivemaskiner, computere og meget andet til Gambia har gjort mange institutioner i landet bedre i stand til at klare det daglige arbejde. Fra starten var målet i projektet i høj grad også udviklingen af spejderbevægelsen i Gambia. Senere har kontakten med de ældre spejdere i det fattige afrikanske land ført til oprettelse af en decideret gildebevægelse.

Gennem en økonomisk bevilling fra DANIDA midt i halvfemserne har vi og Danmark også været med i oprettelsen af værkstedsskoler, som sikrer unge gambianere et håndværk. Den uddannelse kan være med til at skabe en forhåbentlig bedre fremtid for dem selv og deres familier. Det er aktive spejdere i Gambia, som står bag aktiviteterne - ikke mindst værkstedsskolerne, som vi støtter.  Mellemfolkeligt Samvirke, har gennem årene stået for det økonomiske i afsendelse af containere med dansk udstyr til Gambia. 

Med denne hjemmeside ønsker Landsgildeledelsen og Gambia-projektet at informere alle gildebrødre over hele landet om det, som hidtil er nået i Gambia. Hjemmesiden er betalt af DANIDA og viser derigennem, at også den danske stat værdsætter den indsats som gildebrødre har gjort frivilligt - og gennem en personlig aktiv indsats - igennem en årrække.

Landsgildeledelsen og Gambia-projektets bestyrelse er overbevist om, at vores indsats i det lille afrikanske land skal fortsættes i de kommende år. Vi magter ikke alle opgaver i landet, men vil gennem en målrettet indsats på nogle områder forsøge at hjælpe flere gambianere til selvhjælp.

I fremtiden skal vi også fortsat finde samarbejdspartnere, som vi kan inddrage i vores Gambia-indsats. Alene kan en organisation som Sct. Georgs Gilderne i Danmark ikke løfte opgaven - især ikke den økonomiske. En af de nye samarbejdspartnere i projektet er Spejderhjælpen, som bl.a. netop har bevilget penge til drengespejdernes værkstedsskole i Soma og til Hanne Vibes Nursery - en privat børnehave og forskole, der er startet af en gambiansk gildebror.

I fællesskab kan vi gøre en indsats for nogle af Gambias børn, unge og spejdere. Vi skal i ægte spejder- og gildeånd hjælpe dem til at klare sig selv. Uden vores og andres hjælp er selvhjælp svært i et land som Gambia.
 

God fornøjelse med hjemmesiden!

Landsgildeledelsen
 

Tilbage til toppen